You are currently viewing Spis naturen

Spis naturen

Naturens spisekammer bugner lige nu, og det har det faktisk gjort længe, og det gør det lidt endnu. Så der ligger mange natur og kulinariske oplevelser og venter. I løbet af sommeren har vi lavet et utal af ”Vild mad” arrangementer, altså ture hvor vi har sanket (plukket) urter og brugt dem i maden, enten som hovedingrediens eller som krydderi. En meget populær ret har været grøftekantsstuvning med hjemmebagt knækbrød. Med naturvejlederen i spidsen for gruppen har vi gået en tur i området og sanket urter. Naturligvis har vi sanket brændenælder og skvalderkål. Det har vi gjort, fordi folk kender dem og fordi de gør sig godt i stuvningen. Men vi har også fundet døvnælde, syre, vejbred, bellis, fuglegræs, gråbynke. De fundne urter blev skyllet og skåret i strimler. Urterne kom vi i en gryde og lod dem småstege i olie i 10-15 minutter. Det hele blev smagt til med salt, peber og stuvet med fløde. Hvis vi også havde fundet salturt eller strandvejbred, så kunne vi have undladt salt, og hvis bynken havde haft sat frø kunne vi have undladt peber. Men vi brugte altså lidt salt, peber og fløde. Stuvningen blev serveret på ”hapsere” af knækbrød. Knækbrødet bagte vi på bålpander, og dejen lavede vi af øl, rugmel, havregryn og lidt hvedemel. Knækbrødet bliver bedst når det bliver rullet ganske tyndt ud og bagt på en tør pande.

Flere gange lavede vi også flødestuvet søsalat. Fremgangsmåden er her den samme som med urterne. Pluk, skyl og snit. Småsteg i 10-15 minutter tilsæt fløde og smag til med peber og en lille smule salt.

På en af turene kom vi forbi et slåenhegn med masser af slåenbær. De var knap udvoksede men dog store nok til at man godt kunne smage dem. Det er en oplevelse i sig selv at bide i et slåenbær som endnu ikke har fået frost. Tag bærret i munden og bid i det (pas på stenen), du vil omgående opleve at din mundhule snører sig sammen. Ikke en ubehagelig oplevelse, men når man så ved at slåen giver en sød og mild snaps, eller en god marmelade, ja så er det sjovt at observere ansigtsgrimassen. Vores gæster forstår i alle fald godt hvorfor jeg også kalder slåen bær for ”tør i munden bær”. Hyldebærrene skifter nu hastigt farve og lokker til at smage på dem. Det skal man dog under ingen omstændigheder gøre. Hyldebær skal varmebehandles. De skal koge i mindst 20 minutter, for hyld indeholder stoffer, som kan udvikle blåsyre eller med andre ord cyanid. Og det er hele planten der indeholder de stoffer. De ødelægges dog ved varmebehandling. Så pluk gerne hyldebær, og kog saft af dem. Men du skal have noget andet i munden i mens du plukker, for det er ikke som når du plukker jordbær, hindbær eller brombær hvor man godt kan gå og småspise samtidig.

Mange steder er grøftekanterne kedelig bræmmer, men nogle steder er der mange forskellige planter som kan friste og lokke. Skærmplanterne er ofte rigtig smukke og kan være ganske velsmagende, f.eks gulerod, kommen, kvan, skvalderkål, pastinak. Men det er også blandt skærmplanterne at vi finder meget giftige planter som skarntyde, bjørneklo og giftskærm. Endelig skal du være opmærksom på at mange af planterne med gule blomster kan give eksem, især hvis huden også udsættes for sollys.

Svampesæsonen er godt i gang, og det vælter op. Det gode råd her er at man kun skal plukke svampe man er helt sikre på man kender. Det kan gå grueligt galt. Så tag med på nogle af de mange svampearrangementer som bliver afholdt i den kommende tid, så er man godt i gang. Og det generelle råd er ellers til begyndere at de skal holde sig til rørhattene. Dem der er giftige smager også meget grimt.

De første danske æbler er nu kommet i handlen, og prøv næste gang du skal have en fiskefilet at undlade rasp og friture. I stedet skal du stege den på panden eller i et ovnfast fad, og på toppen skal du komme tynde æbleskiver. Det smager fantastisk.

Har du fået mod på at bruge naturens vilde planter så bliver der jævnligt udbudt ture og events under temaet ”Vild mad”. På Kyst- og Fjordcentret gør vi det igen i efterårsferien i forbindelse med vores ferieaktiviteter. Der er desuden udviklet en App ”Vild mad”. Den holder dig rigtig godt i hånden med råvarer, landskaber, opskrifter og arrangementer. Det er rigtig dygtige kokke og naturvejledere som har givet app´en indhold. God fornøjelse og velbekomme.