Kanoudlejning

Kanoudlejning på Randers Fjord og på Djursland

En kanotur på Randers Fjord er en fantastisk måde at opleve den danske natur på. På Fjordcentret er der altid mulighed for en kanotur. Efter et vejrtjek og sikkerhedsinstruktion, er I klar til kanotur på den smukke og lavvandede Randers fjord. Redningsveste er en selvfølgelighed og skal bæres under hele turen. 

Vi arrangerer ture med og uden ledsager, og mindre børn kan trygt sejle i kanalerne ved Fjordcentret. 

Randers fjord er lavvandet

Det meste af Randers fjord er ganske lavvandet og er derfor velegnet til en kanotur. Der er masser af plads at padle på, og sejlrenden er godt afmærket, så I ikke kommer derud uden at være klar over det. Sejlrenden er 7 meter dyb og dermed ikke velegnet til kanotur

Flere ruter og destinationer

Der er flere ruter at vælge imellem, for de fleste er kanoturen sydpå den mest oplagte. Her kan I hele tiden sejle på så lavt vand, at I kan bunde hvis I skulle være så uheldige at kæntre. Det er også turen sydpå der giver mulighed for at opleve de store rørskove. Her anbefaler vi at I låner et kort og en gps. 

I kan også padle de 12 km og komme til Allingåbro, her er der shelters og indkøbsmuligheder. Hvis I vælger den tur så skal I fortælle personalet at det er det I vil, så bliver de ikke urolige for jer når I ikke kommer tilbage før næste dag. Vil I ikke helt så langt, så kan I overnatte i shelters ved Hollandsbjerg Landeplads. Der er multtoilet. Men I skal selv have vand og forplejning med.

For de rutinerede

Er I mere rutinerede, så kan I padle til Kanaløen og evt. til Udbyhøj. Der er ikke så langt til Kanaløen, og her er der shelter, madpakkehus og et flydende toilet. Men I skal passere både den store gravede sejlrende og færgens sejlrende. Særligt i den gravede sejlrende skal I være opmærksomme på, at her kan strøm og bølger være noget kraftige. Men der er dejligt på Kanaløen.

Der er 12 km til Udbyhøj, og her er der også shelters. Der er både et Udbyhøj Syd og et Udbyhøj Nord. I skal træffe et valg hvilket et af de 2 gange Udbyhøj I vil gæste. Der kan være meget kraftig strøm, særligt udadgående strøm, og det er derfor ikke hensigtsmæssigt at I krydser sejlrenden ved de de to gange Udbyhøj. Der er også en kabelfærge at tage hensyn til.
Ved Udbyhøj syd er der shelters og det er muligt at benytte sejlklubbens bad og toilet.

Ved Udbyhøj Nord er der også shelters samt mulighed for adgang til bad og toilet. 

Kano tur i Naturpark Randers Fjord
Kanoudlejning på Randers Fjord. På Fjordcentret er kanoleje en integreret del af din indgangsbillet.

Store oplevelser i rørskoven

De store rørskove syd for Fjordcentret er også en kæmpe oplevelse, og man oplever naturen og fuglelivet bedst i kano eller kajak. Vi har kort og GPS, som I kan få med for at finde rundt – det kan være en intens oplevelse og I skal afsætte op mod 3 timer til turen til rørskovene/dammene – så husk forplejning. 

Kanoturen på Fjordcentret er indeholdt i entré-billetten, og det er ikke nødvendigt at booke på forhånd. 

Det er også muligt at leje en kano til en tur på Grenåen. Du skal booke på forhånd.

Læs mere om kanoudlejning på Grenåen.

Ring til 86 48 96 85 – vi tager telefonen inden for normal åbningstid. 

Vandaktiviteter er en populær aktivitet for besøgende skoleklasser på Kyst- og Fjordcentret - naturligvis under kyndig vejledning og opsyn.
Kanoudlejning på Randers fjord. Alle er naturligvis iført svømme- eller redningsvest.

Kano

En kano er en lille åben båd, som er ens forfra og bagfra, men ofte er der alligevel en lille forskel på for og bag, i hvert fald indvendigt. Ofte vil bagsædet være rykket helt tilbage, mens der foran skal være plads til forreste persons ben.

Kanoer var oprindeligt lavet af skind eller træ, og var jo i høj grad et erhvervsfartøj. I dag er kanoerne af glasfiber eller aluminium og bruges mest til rekreative formål på åer og fjorde. Kanoen kan nemt læses med grej til en hel uge. Kanoen drives frem med en paddel som kan være af træ eller plastik/aluminium.

De fleste kanoer sejler bedst når der er mindst 2 personer i kanoen. Men der er naturligvis kanoer der kan sejles af en person.

Vores kanoer er af aluminium og udstyret med 4 sæder, på den måde kan man godt være 2 voksne og 2 mindre børn, men vægtgrænsen må naturligvis ikke overskrides.

Roteknik

Kanoen drives frem ved at sætte padlen ned i vandet så langt fremme som muligt, og det er en fordel at dine arme er strakte mens der er belastning på padlen. Det kan du bedst ved, at du lader din skulder og overkrop rotere, og så først bøjer armen når du skal have padlen op for at begynde et nyt tag. Jo længere dit tag er jo mere styring er der i taget.

Ofte vil man sidde på sædet, men hvis du vil sejle stærkt eller har brug for at styre meget, så er det en fordel at sidde på dine knæ og bruge sædet som rygstøtte. Så har du maksimal bevægelsesfrihed til kropsrotation. Hvis I bliver overrasket af bølger, så kan det også være en fordel at flytte tyngdepunktet ned i bunden af kanoen.

Det er som regel den person der sidder bagerst der har den største indflydelse på styringen. Mere om det lidt senere.

Vi tager udgangspunkt i at vandet er fladt og uden for meget strøm, det vil ofte være under de forhold vores gæster padler i.

Når kanoen glider gennem vandet, så støtter vandet forenden rigtig godt, men i takt med at kanoen glider gennem vandet vil der opstå noget turbolens omkring kanoen. Så støtter vandet ikke så godt og dermed kan bagenden lettere flyttes.

Som udgangspunkt er det en fordel at ”trimme” kanoen så vægten er jævnt fordelt og kanoen stort set ligger vandret. Hvis bagerste person er meget tungere end den forreste så vil kanoens forende ikke have så godt fat i vandet, og dermed bliver kanoen mere vindfølsom. Hvis man oplever at kanoen ikke sejler derhen som man gerne vil, så kan man afhjælpe det med at flytte rundt på vægten.

Ro tag

Vi koncentrerer os om jer der ikke er super rutinerede.
Forpadleren skal give fart, og jo hurtigere i flytter jer igennem vandet jo lettere er kanoen at styre. Man taler om styrefart. Hvis der er 2 forpadlere vil de ofte padle i samme side, og det er en fordel hvis de padler i takt.

Bagpadleren skal både give fart og styre. Når padlen er i højre side, så vil kanoen naturligt dreje en smule til venstre, og så padler de forreste i venstre side og de driver kanoen en smule til højre. Men grundet turbulensen i vandet så har bageste person mere styrekraft. Derfor skal bagerste person også styre.

J-taget

Sæt padlen i så langt fremme du kan, og træk padlen gennem vandet langs med kanoen. Med nederste arm trækker du, og øverste arm skubber du. Armene skal være strakte mens der er belastning på padlen. J-taget afsluttes med at du vinkler bladet på padlen og skubber padlen væk fra kanoens side. På den måde forstærker du drejningen til højre.

C-taget

Sæt padlen i så langt fremme du kan, og træk padlen gennem vandet så langt fra kanoen som muligt. Igen skal du trække med nederste arm, og øverste arm skubbe. Armene skal være strakte mens der er belastning på padlen. Slut taget helt omme ved bagenden. Dette giver en klar drejning.

Prøv at øve Jer i at padle i samme side hele tiden, og skift kun når armene trænger til en pause.

Træk-taget

Det er godt at kunne et træk-tag, for så kan du få kanoen til at flytte sig til siden. Man kan begge 2 sætte padlen i, i samme side så langt fra kanoen som man tør, og så trække vinkelret. Man kan også lade bagerste person trække, og forreste person lave et skubtag (det skal jo så være i modsatte side, ellers drejer kanoen bare rundt)

Redninger

Det kan faktisk godt lade sig gøre at foretage redninger på dybt vand (altså hvor man ikke kan bunde), men når du sejler på fjorden eller på Grenåen, så vil du stort set altid kunne bunde. Så i tilfælde af en kæntring så tjek lige om du kan bunde. Hvis du kan bunde, så tømmer I blot kanoen for vand og kravler op igen, hvis I er flere kanoer på tur, så kan en ekstra kano komme og støtte den væltede kano.

Der findes mange forskellige tag, styreteknikker og redninger, og Kyst- og Fjordcentret har uddannede kanoinstruktører som kan hjælpe dig videre med sikkerhed og styreteknikker.

Og redningsvesten er naturligvis på under hele turen, du kører jo heller ikke med din airbag i bagagerummet.

balance sjov i kanoerne
Balancekunst i kano
Redningsøvelser i kano
tømmerflåde tur skolebørn
Hjemmebygget tømmerflåde
En kano kan let sejles af en enkelt person med 2 mindre børn, når forholdene er optimale.
Der er som regel stille vand
Vandaktiviteter er en populær aktivitet for besøgende skoleklasser på Kyst- og Fjordcentret - naturligvis under kyndig vejledning og opsyn.
Skoleklasser har uddannet instruktør med eller følgebåd