Plankesild

Rens fisken som du plejer og skær også hovedet af. Luk silden godt op og læg den i velsaltet vand. Find en planke, helst af løvtræ (det giver ikke afsmag til kødet, men det er ikke så vigtigt når det er fisk med skind vi planker, det er meget vigtigere når du skal planke en bøf)

Snit nu nogle små træpløkke eller find nogle stålsøm (du må ikke bruge galvaniserede materialer – det udvikler giftig røg)

Tænd et bål. Tag dine fisk op af vandet og dup dem tørre, sæt fisken fast på planken med 2-4 søm/pløkke. Fisken skal være lukket op. Pensl med olie og drys med lidt salt, peber, dild og hvad du ellers kan finde på.

Stil fisken hen i nærheden af ilden, fisken vil nu blive tilberedt af røg og varme. Tilberedningstiden er ca. 45 minutter. Når silden er tilberedt, så er æggehvidestofferne koaguleret, kødet slipper fra benene og kødet har skiftet farve og konsistens.

Server med frisk purløg, en skive groft rugbrød med smør og en kold øl/sodavand. Nydes allerbedst udendørs og det bliver rigtigt godt når lærken også synger.

Velbekomme 🙂

Alle slags fisk kan plankes med et super resultat, med laks og ørreder er det en fordel at skære fileter.

Steaks kan også plankes med et godt resultat.

sildedage over bål