Skip to content Skip to footer

Går naturvejledere/naturcentre i hi?

Det er faktisk et spørgsmål som jeg tit får om efteråret/vinteren. Og nej, vi går ikke i hi. Vi reparerer, evaluerer og innoverer. Der er meget udstyr der skal ses efter, waders, redningsveste, joller, fiskestænger etc. Der er mange arrangementer som skal evalueres, for vi har altid ambitioner om at blive dygtigere og bedre. Vi evaluerer naturligvis altid lige efter et arrangement, og det uanset om det var stort eller småt. Men nu hvor vi også er i gang med at innovere og planlægge den kommende sæson, så er det ganske oplagt at drage nytte af tidligere erfaringer. Vi kan altid blive bedre, og har vi lavet fejl er der jo ingen grund til at gentage dem. Skal vi lave fejl, så vil vi hellere lave nye fejl, fejl som vi kan lære af og ikke begå igen.

I år har vi sat innovationsprocessen lidt mere i struktur end vi plejer. Vi har et samarbejde med Jacob Høj Jørgensen fra Delendorf. Jacob og jeg har haft nogle samtaler, og vores sidste møde inddrog også det faste personale. Jacob kom med et oplæg og helt konkrete opgaver som vi skulle forholde os til. Der var blandt andet en øvelse, som åbnede vores øjne for, at det kan godt være vi er opmærksomme på at plukke de æbler der er i øjenhøjde først, men måske kan vi ikke se dem.

Vi er altid åbne for gode forslag, det er dog ikke sikkert at vi efterkommer dem. Men vi vil gerne høre om dem. Lige nu er vi som skrevet i gang med at planlægge den kommende sæson, herunder faktisk også tiltag som først udmønter sig i 2018 og årene derefter.

Der er meget kontorarbejde, det er sæson for det, og så glæder vi os til at der atter er nogen der vil med ud. Næste gang det sker er onsdag den 14. december – og der kigger vi efter stjernerne og ikke mindst stjerneskud. For vi samler på stjernestunder.