You are currently viewing Kajak og Æd

Kajak og Æd

Lørdag den 14. januar afholdte vi Kyst- og Fjordcentrets første event i 2017. En begivenhed som vi kaldte for ”Kajak og Æd”, efter inspiration fra et kendt TV-program. 16 forventningsfulde mænd og kvinder, primært fra Østjylland og en enkelt fra Møn, havde tilmeldt sig eventen.

Formiddagskaffe og forventningsafstemning
Vi begyndte med kaffe i vores lune Bålhus. Her blev programmet og ikke mindst mad og sikkerhed gennemgået. Derefter organiserede vi samkørsel, pakkede biler og kørte så til Allingåbro. Der er en rigtig fint kano- og kajak anløbsplads i Allingåbro. Der er desuden shelter, befæstet sti og gode muligheder for at sidde ved åen og se på det strømmende vand. Stedet er et af 5 udpegede ”hot-spots” i Naturpark Randers fjord som ligger i Norddjurs kommune. (De øvrige 4 er ”Dammene”, Voer Færgested, Kanaløen og Udbyhøj). Kajakkerne blev sat i vandet. Det var ganske højvandet, og på vej mod lavvande. Det betød så, at vi fik lidt forærende af det strømmende vand. Frokosten blev nydt ved Hollandsbjerg, bestemt ikke nogen lang frokost, for det er koldt ikke at være i gang. Derefter gik turen gennem Dammene. Dammene er altid en spændende oplevelse. Jeg havde været igennem dagen før som forberedelse. Fredagen alene med klar blå himmel, jeg så blandt andet isfugl, rørdrum og skægmejse. Lørdag i gråvejr. Rørene er lige høstet, og der ligger altid lidt tilbage, og når det ligger i vandet giver det en ekstra udfordring, for det samler sig i klumper. Men vi kunne passere. Første gang i dammene er helt specielt. Om sommeren kalder vi turen for vores jungletur.

Dammene – et hotspot i naturpark Randers fjord
Dammene er et større rørskovsområde hvor der er små søer som er forbundet med kanaler. Kanalerne er ganske dybe og smalle, mens dammene er åbne og lavvandede. Lørdagens vejr var ikke lige optimalt til fuglekiggeri, men jeg tænker også, at de fleste af roerne havde nok at gøre med at holde fokus på deres kajak og at de fik roeren bag sig med igennem. Dammene er en intens oplevelse. Dammene er et af mange fantastiske steder i Norddjurs som vi gerne vil dele, og samtidig gerne vil værne om. Vi nåede Voer Færgested omkring kl. 15, her var der nogle der stoppede dagens roning, godt 12 km. En god flok valgte at runde Kanaløen. Her blev vi budt velkommen af en sæl. Sælen lå på en sten og kiggede nok så opmærksomt på os. Den kiggede på os og vi kiggede på den. Da vi havde været hele vejen rundt om Kanaløen kunne vi så observere sælen fra den anden side. Den lå der endnu, og enkelte spurgte om det blot var en udstoppet sæl med drejeligt hoved hvor jeg havde en fjernbetjening.

Den kulinariske oplevelse
Dagens roning var nu overstået og vi kunne gå i gang med anden del af programmet. Jeg havde på forhånd købt gode råvarer og skrevet en udførlig opskrift. Menuen i al sin enkelthed. Røget sild med røræg og ristet rugbrød. Dampet fladfisk med æblestykker. Som drys havde vi lavet bacon af en ørred. Ørreden var blevet ”planket” og krydret med tangsalt. Ørreden blev ligesom fladfisken tilberedt over åben ild. Hovedretten bestod af gennemstegte marinerede nakkekoteletter og rosa stegt flanksteak. Hertil blev der serveret rødkålssalat, bagt rodfrugtmos med svampe og hjemmebagt flute med tørret brændenælde. Rodfrugterne var kogt i hø og grøn te. Herefter var der almindelig hygge og udvekslen af tips og gode historier.

Overnatning i forstvejr
Overnatning foregik i værelser, egne telte eller shelter. Jeg selv sov i shelter, og kunne heldigvis konstatere, at min sovepose er lun. I løbet af natten faldt temperaturen til minus 5 eller måske endnu lavere.

Isbrydning i kajak
Søndag morgen startede med havregrød og derefter en rotur til Stenrevet. Men den kolde nat havde gjort vandet stift igen. Så de 2 første måtte lege isbrydere. Vejret viste sig fra sin smukkeste side med klar blå himmel og kun svag vind. Vi så sæler igen, denne gang både syd og nord for Kanaløen. Det var en rigtig dejlig weekend med store naturoplevelser og spændende mennesker. Vi er dermed kommet i gang med 2017 på en rigtig god måde. Denne event var for de mere garvede friluftsfolk, men i løbet af året kommer vi med tilbud som ikke kræver så meget af vores gæsters færdigheder og udstyr. Programmet for 2017 er tæt på at være færdig og vil løbende blive lagt ud på vores kalender.

Vi glæder os til at give vores gæster oplevelser og viden om dansk natur.