Det er i begyndelsen af marts og landet er frosset ned, begge fjordens færger må ligge stille på grund af is. MF Ragna som sejler mellem Mellerup og Voer Færgested er slet ikke kommet i gang efter vinterpausen. Isen er pakket så godt i Mellerup færgeleje, at færgen med sin flade front ikke kan komme igennem. I Udbyhøj er isen flere steder så kompakt, at kablerne ikke kan synke til bunden, og hvis ikke de kan det, så kommer færgens kabler til at blokere for skibstrafikken til og fra Randers.
Samtidig med den hårde kulde kan vi for alvor mærke, at solen er kommet højere på himlen, der er varme i den. Det kan man også se med blomstrende erantis, vintergækker, men også haslen blomstrer med dens meget fine små røde blomster. I sidste uge sang lærken om dagen og solsorten var så småt begyndt at synge for mig på min aftengåtur med fruen og hunden. Det er lige sat på pause. Det giver så anledning til andre oplevelse med kælk, ski og skøjter og fantastiske billeder. Der er heldigvis mange måder hvorpå man kan dele billeder med diverse relevante hashtags og sociale medier. Men uanset hvor godt et billede er, så er det kun til at understøtte det fotografen har oplevet. Den rigtige oplevelse er stadig langt den bedste, og oplevelser skal deles. Det har jeg skrevet før, og det mener jeg stadig. Så del meget gerne billeder med os, og del også oplevelser med os og med hinanden. En ny deletjeneste kunne måske være, at man fortæller hvad man gerne vil dele. I mange byer kan turister booke en byguide, et besøg hos en lokal familie og diverse guidede ture. Men som borgere kan vi jo også dele naturoplevelser og fællesskabet med hinanden. Der findes mange grupper som på faste dage går tur i skoven, stranden – og det uanset vejret. Så inviter en ven med på tur til en naturperle som du holder særlig meget af, eller inviter åbent med til en tur i skoven, heden eller stranden.
Jeg holder meget af fællesskaber både med hensyn til familien, venner og interesse. Derfor bliver jeg også ked af at høre, at mange i dag er ensomme. Det kan der være mange grunde til, og det skal jeg ikke kloge mig på. Men jeg kan kun opfordre til, at man dels selv gør en indsats for at være en del af noget større, og måske også giver andre en opfordring til at prøve det. Foråret er jo også højsæson for generelforsamlinger, og jeg ved godt at mange er bange for at møde op fordi de er bange for at blive valgt, og det er jo også altid en mulighed. Men rigtig mange bestyrelser har på forhånd været ude og spørge en eller flere kandidater. Men min opfordring er nu stadig, mød op og deltag konstruktivt i din forening. Vi kan også altid bruge frivillige, vi har en god flok som både er kaffetørstige, snakkelystne, kreative og ikke mindst arbejdsomme. På Fjordcentret er vi godt i gang, men vi vil godt etablere en kreds af frivillige på vores Blå Flag stationer i Fjellerup og Bønnerup samt på Grenaa Naturskole. Den store nyhed for vores vedkommende på Blå flag stationerne i år er at Kultur- og Fritidsudvalget har givet en ekstra bevilling således at det er muligt at holde åbent alle ugens 7 dage i skolernes sommerferie. Så vi er på udkig efter nogle gode folk til en håndfuld sæsonjob. I februar måned godkendte Friluftsrådet det kæmpe arbejde som har fundet sted gennem mere end 9 år. Randers fjord er nu officielt klassificeret som naturpark, og den officielle indvielse finder sted søndag den 27. maj, mere information følger.
Vi kommer til at lave mange spændende arrangementer på Randers fjord i år, og vi glæder os til at dele dem med jer.