Kyst- og Fjordcentret er et almennyttigt naturformidlingscenter, der skaber rammer for naturoplevelser, leg og læring samt fællesskab for børn, unge og voksne – med Naturpark Randers Fjord og nordkysten af Djursland som vores naturlige omdrejningspunkt. Vi arbejder for, at flest mulige mennesker får adgang til stærke, sanselige og meningsfulde oplevelser i og med naturen. Vi lægger vægt på formidling, der er praktisk, nærværende og inkluderende. Vi anvender vores egen opfundne pædagogiske tilgang FNIS, som betyder Fingrene Ned I Skidtet. Vi lægger vægt på korte og præcise instruktioner som giver vores gæster mulighed for hurtigt selv at komme i gang. Så kan vi fylde mere på i takt med at vores gæster får oplevelser og bliver nysgerrige.
Vi driver i dag tre formidlingsstationer: Fjordcentret ved Voer Færgested (vores helårsbase) samt Blå Flag-stationerne ved Fjellerup Strand og Bønnerup Havn i skolernes sommerferie. Samlet giver det os en unik mulighed for at formidle både fjord og hav – og møde gæsterne dér, hvor de er: i naturen, på stranden, på havnen og ved vandkanten. Vi har desuden trailere som giver os mulighed for at vi møder op på Udbyhøj lystbådehavn, stranden ved Rygård eller på en lokal skole.
Kyst- og Fjordcentret er båret af et stærkt lokalt engagement. Vores frivillige er en helt central del af driften og udviklingen, og vi ser frivilligheden som en værdi i sig selv: et fællesskab, hvor mennesker mødes om natur, håndværk, aktiviteter og lokale projekter. Frivillige bidrager både til det daglige liv, til vedligehold og til udvikling af nye faciliteter og oplevelser – og er med til at sikre, at vi kan løfte en stor almennyttig indsats med høj kvalitet.
Vi er samtidig optaget af biodiversitet og af at udvikle os i en mere bæredygtig retning. Vi arbejder aktivt med genbrug og ressourcebevidst drift – blandt andet gennem reparation og genanvendelse af waders, redningsveste, telte og udstyr – og vi bruger vores praksis som en del af formidlingen. For os handler bæredygtighed både om at mindske belastning, inspirere andre og om at skabe konkrete naturforbedringer i og omkring Naturpark Randers Fjord og på Nordkysten af Djursland.
Kyst- og Fjordcentret tilbyder undervisningsforløb til daginstitutioner, folkeskoler og ungdomsuddannelser, hvor eleverne lærer gennem oplevelser, undersøgelser og fælles aktiviteter. Derudover tilbyder vi formidling og aktiviteter for familiegrupper, turister og lokale – samt særlige forløb for erhvervsvirksomheder, hvor naturen bruges som ramme for møder, samarbejde, trivsel og fælles oplevelser.
Med vores tre stationer, stærke frivilligkultur og tydelige naturfaglige profil er Kyst- og Fjordcentret et af de centrale samlingspunkter for naturformidling i området – og et sted, hvor natur, mennesker og fællesskab mødes i praksis.
Flere oplysninger ved centerleder Carsten Enemark på 23 47 75 65 / ce@kystogfjordcentret.dk
Vi er desuden til stede på kystogfjordcentret.dk og på Facebook, Instagram og LinkedIn.
