Skip to content Skip to footer

Nyhedsbrev december 2020

Årets sidste nyhedsbrev

Du får nu årets sidste nyhedsbrev fra Kyst- og Fjordcentret, og hvilket år det har været.

2020

I foråret var vi helt nedlukket, og havde sendt de medarbejdere hjem som vi kunne. Da vi så endelig kunne komme i gang igen, så var vi jo selvfølgelig meget bagefter. Men vi har sagt det før og siger det gerne igen: Vi har bare de bedste gæster, og det skal I have tak for. I skolernes sommerferie oplevede vi et boom af gæster på alle vores 4 stationer, dvs. Grenaa Naturskole, på marinaen i Bønnerup, på stranden i Fjellerup og på Fjordcentret midt i Naturpark Randers fjord. I de 6 uger havde vi gæster som aldrig før. Sensommerens arrangementer for skoleklasser kunne gennemføres med restriktioner. Men diverse coronatiltag betød også at Fjordcentret måtte holde lukket for turister i hverdagene, for skolerne satte som betingelse for deres besøg at de skulle være de eneste besøgende. Vi plejer at have mange firmaer på team og temadage eller bare en hyggelig udflugt – det har vi så ikke haft i år. Vi håber at 2021 bliver et mere normalt år.

Økonomisk bliver 2020 ikke et jubelår, men jeres opbakning og forskellige støtteordninger fra staten og Norddjurs kommune gør at vi kan holde skindet på næsen.

Sæson 2021

Vi er nu i fuld gang med at planlægge 2021, og det bliver spændende. Vi ved godt, at der stadig er Corona derude i blandt os, så det tager vi naturligvis også hensyn til.
Kom gerne med ønsker til arrangementer og events.

Kig op

Nattehimlen er ekstra spændende i december for i dagene omkring den 13. december kommer meteorsværmen Geminiderne forbi. Her kan du opleve rigtig mange stjerneskud. Gå ud ved 19 – 20 tiden, find et mørkt sted og vend dig med næsen mod øst. Du skal kigge mod stjernebilledet ”Tvillingerne” (Gemini). Såfremt der er skyfrit så bør der være garanti for stjerneskud.
Fjordcentrets naturvejledere plejer at lave et eller flere arrangementer i denne forbindelse, men forsamlingsloftet på 10 gør at det ikke giver mening. Men det er oplagt at du selv kommer ud og oplever dette fænomen.

Jupiter og Saturn vil stå meget tæt, i hvert fald set fra vores synsvinkel. De står meget tæt i perioden 16 – 25. december og tættest den 21. december.

De to fænomener kan naturligvis kun opleves hvis det er skyfrit, så det er da en grund mere til at håbe på at vi går ind i en periode med lidt med kig til himlen.

En langtidsholdbar julegave

Hvis du mangler den gode gave, så overvej at give et gavekort til Fjordcentrets mange oplevelser i 2021. Kig ind på hjemmesiden på Kystogfjordcentret.dk/gavekort-til-store-naturlige-oplevelser hvor du kan læse mere.
Du kan vælge mellem dagsbilletter, årskort, fjordcamp, bådleje eller tur i en af Fjordcentrets turbåde.

Du kan bestille dit gavekort helt frem til mandag den 21. december. Vi sender gavekortet på mail til dig, og så får du en faktura fra os i januar, og derefter er gavekortet gyldigt.

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.