Skip to content Skip to footer

Nye ansigter på Fjordcentret

Vi byder
velkommen til Laura og Connie

Foråret har meldt sin ankomst ved fjorden. Solen varmer lidt mere for hver dag, og naturen omkring os spirer og summer af liv. Hos os på Kyst- og Fjordcentret er foråret også et symbol på nye begyndelser – og det betyder, at vi netop har haft fornøjelsen af at byde to nye kollegaer velkommen i vores team.

Connie er startet som vores nye sekretær og skal samtidig være ansvarlig for både gæsteservice og markedsføring. Med mange års erfaring fra salg og drift i den private sektor har hun et skarpt blik for struktur, processer og kommunikation. Hun bliver en vigtig del af vores daglige drift og markedsføringen af centret.

“Fjordcentret er mulighedernes sted. Ud over at være et samlingspunkt for familier og institutioner, er det en oplagt mulighed for virksomheder, der søger unikke rammer til møder, teambuilding og særlige begivenheder. Jeg glæder mig til at være med til at synliggøre stedets mange kvaliteter og være med til at give alle vores gæster en tryg, professionel og mindeværdig oplevelse i naturens smukkeste rammer.”

Laura skal være hos os i 10 uger som en del af et talentforløb med fokus på markedsføring. Hun har en kandidat i virksomhedskommunikation og en stærk passion for både skriftlig og visuel kommunikation. Med friske øjne, kreative idéer og erfaring fra blandt andet VisitAarhus skal Laura bidrage til at formidle livet ved fjorden og skabe nærværende indhold, der inviterer både nye og velkendte gæster indenfor.

”Jeg glæder mig til at bruge mine kompetencer til at formidle de oplevelser og værdier, der gør Fjordcentret unikt. Det er en helt særlig mulighed for at kombinere min kærlighed til naturen med mit arbejde med digital markedsføring og storytelling.

Laura er sideløbende på udkig efter en fast stilling, hvor hun kan fortsætte med at arbejde med content, visuel kommunikation og digital markedsføring. Så har du eller nogen i dit netværk brug for en stærk formidler, er hun bestemt værd at holde øje med.

Vi glæder os til det, der venter – og til det den nye forårssæson bringer med sig af aktiviteter, gæster og gode samarbejder.