You are currently viewing Solsorten synger atter

Solsorten synger atter

Der er så mange mærkedage og uger henover året. Det kan somme tider være svært at rumme dem alle, ikke fordi de ikke er vigtige. Men fordi der er så mange af dem. Det er ikke længe siden, at det var demens uge, i samme uge bekræftede jeg også, at jeg igen i år er med som indsamler når kræftens bekæmpelse holder landsindsamling. Det var også den uge, hvor en god ven måtte opgive 5 års kamp mod kræft, og den uge hvor et nært familiemedlem fik en blodprop i hjertet og overlevede. Det sætter tankerne i gang om, at huske at leve mens man kan det og mens man gør det. Det er livsbekræftende, at høre solsorten synge både tidlig morgen og i skumringen. Jeg tror faktisk, det er den fuglesang som jeg personligt sætter højest.

Det er dejligt at se planterne titte frem af den kolde jord. Nogle er nok mere velkomne end andre. Mine erantis breder sig, og det er hyggeligt. Det samme gør mine skvalderkål, og det er knapt så hyggeligt. Men jeg bliver nu ganske imponeret over den livskraft som skvalderkål har. Jeg ved godt de kan spises, men det sted i haven hvor jeg har Kejserkål, er også det sted i haven, hvor min hund besørger. Så det er nok ikke det optimale sted. Jeg skal også være ganske opmærksom når jeg ligger på knæ og luger. Kejserkål er da et flot navn for skvalderkål. Faktisk har rigtig mange planter kæle/øgenavne. Men uanset hvad man nu synes om den, og om man vil spise den eller ej (det vil jeg gerne, men bare ikke fra min egen have), så har den en imponerende evne til at vokse.

Inden for de sidste 14 dage har jeg også væres så heldig at se egern 2 gange. Der går ellers længe imellem, så stor var min glæde over at se denne lille gnaver med hareskår. Det smarte med hareskår er, at så kan læberne krænges om bagved fortænderne. Det er smart designet, for på den måde kan egernet gnave med sine fortænder, og samtidig lukke af for mundhulen med læberne. Så slipper den for spåner i mundhulen. Egern lever mest af planter, især frø, men også af frugt og bær, mindre dyr og af æg. Egern får unger flere gange om året fra februar til august. Egernet blev totalfredet i 1994.

På Kyst- og Fjordcentret er vi godt i gang med forberedelserne til den kommende sæson. I år kommer vi til at have fokus på mad fra naturen. Så vi kommer til at spise Kejserkål/skvalderkål (og vi er opmærksomme på hvor vi plukker det), brændenælder, syre og meget mere. Vi kommer til at lave chips og pesto af tang og vi forsøge at dyrke spisesvampe. Og det bedste af det hele – vi kommer til at gøre det sammen med dig som gæst.

Et af de gode sikre forårstegn er når vores telefon ringer med spørgsmål om silden er kommet. Og på meget videnskabelig vis kigger vi ud for at se efter. Vi tæller biler. Hvis vi kan tælle mere end 10 biler langs med diget, så er der fisk ellers ikke. Vi holder sildedage i den sidste weekend i april og som noget nyt inviterer vi gæster med på sildefiskeri i vores joller. Det sker i dagene op til weekenden. Vi skal selv bruge sild, og vi vil gerne have gæster med. Sildefiskeri er sjovt fiskeri, og hvis man rammer stimen så er det ikke et spørgsmål om at fange fisk. Det er et spørgsmål om at huske at stoppe, inden du fanger flere end du orker at rense. Sild er som andre fisk letfordærvelige og ikke mindst en vigtig ressource. Og ikke alt går i fisk i år, noget går også i fugl. Læs mere om vores ture, events og tilbud på kystogfjordcentret.dk eller på Facebook.

Foråret er en skøn tid, og det er alle årstider. Der er det med foråret, at vi vil så meget, så nogle gange kan man få så travlt med alle de ting man gerne vil nå. Man kan blive helt forpustet, og så er vi tilbage til indledningen. Det handler om at leve mens man kan det.

Vi ses derude

Carsten Enemark