Ildens magi

Ildens magi

Ild og bål opfattes ofte som både farligt og dragende for de fleste børn, det er derfor vi kalder dette forløb for “Ildens magi”. Et bål kan samtidig være et godt samlingspunkt, hvor der både er varme og fordybelse at finde. At sidde og stirre ind i ilden kan være ren terapi for både børn og voksne!

På Kyst- og Fjordcentret bliver i klogere på, hvordan du laver et godt bål.

Vi starter dagen med i fællesskab at opbygge og tænde et godt bål. Vi snakker om hvad der skal til for at få et bål til at brænde – og hvordan man kan slukke det igen.

Når bålet brænder lystigt, går vi i gang med de bålaktiviteter som vi forinden har aftalt. Ilden skal holdes ved lige, så måske skal vi samle tørt brænde, måske skal der prøves kræfter med at kløve brænde med økse og kølle (på børnemanér), vi kan lave tegnekul af friske småpinde i kagedåse over gløderne, vi kan lave mad på vores bålpande, i gryde eller direkte på gløderne – evt. af de urter vi kan finde eller henter i vores urtekrukker.

Mulighederne er mange – vi vælger det I har mest lyst til, så I forhåbentlig får ny inspiration med hjem!  I kan også prøve vores sløjdsti, det er en lille sti rundt i vores område hvor vi fortæller lidt om træernes egenskaber. I ledes rundt via gps.

  • Et besøg varer normalt 3-4 timer, og er for alle dagtilbud
  • Husk der i denne alder også skal være tid til vores legeplads og røre bassin
  • Pris:  Institutioner og skoler i Norddjurs 1000,- Øvrige 2000,-

 

Tilbage til Skoletjeneste