Fjordens Friske Fisk – garnfiskeri på fjorden

Fjordens Friske Fisk – garnfiskeri på fjorden

Vi starter dagen med at gennemgå hele forløbet, herunder ikke mindst vores sikkerhedsinstruks, derefter tager alle redningsveste på, og alle skriver sig ind i logbogen.

Der er følgende roller der skal fordeles i hver båd:

  • 1 Udkigsmand
  • 1 Navigatør
  • 1-2 Matroser
  • 1 Kaptajn

Den voksne er altid kaptajn. Navigatøren introduceres til vores GPS’er og så skal mandskabet finde de garn vi har sat dagen før. Vi sejler i kortege. Hver båd er godkendt til 5 personer.

Matroserne tager garnene op. Fisk tages forsigtigt ud af garnene. Undermålere sættes tilbage i vandet. Der kaldes til samling, fangsten diskuteres og derefter returneres til Fjordcentret. (Der gives løbende instruktion af Fjordcentrets instruktør)FFF

Ved ankomst til Fjordcentret organiserer bådens kaptajn rengøring af joller og garn. I løbet af garnrensningen skiftes glidende roller fra sømænd til videnskabsfolk. Fiskene er taget ud af garnene på fjorden, men der er stadig interessant indhold i garnene som vi kan kigge nærmere på, krabber, muslinger, snegle og diverse tangplanter med tilhørende småfauna. Derfor har vi undersøgelsesbakker, lupper og stereolupper med ved fiskerensepladsen.

Fiskene skal nu gøres klar til at blive spist. Vi dissekerer i fællesskab den første fisk og kommer ind på hvordan en fisk er tilpasset liv i vand sammenlignet med os mennesker. Derefter er det elevernes tur, vi afliver dog fisken, men det er eleverne der skiller hoved og indvolde fra kroppen.

Fisk er en vigtig ressource og derfor skal fisken naturligvis spises. Så vi gør den madklar, enten i folie med salt, peber og krydderurter eller som plankefisk.

Vi tænder bål med strygestål, blår og tørt træ.

Er forløbet en del af et overnatningsforløb kan fisken enten bruges som supplement til frokost eller forret til aftensmåltidet. Og er i ikke trætte af at fiske kan i låne fiskestænger om aftenen.

PS! Da Fjordens Friske Fisk er meget vejrafhængig skal man altid indregne risikoen for at turen kan blive aflyst grundet hård vind m.m. Der vil altid blive tilbudt et andet forløb i stedet.

  • Aktiviteten varer normalt 4-5 timer.
  • Bedste årstid er fra maj til september.
  • Hverdagsforløb kun tirsdag – fredag
  • Husk regntøj
  • Pris:  1995,-  Ekstra bådførere kan tilkøbes á 500,-

Aktiviteten tilbydes fra Fjordcentret

Tilbage til Skoletjeneste