You are currently viewing Fokus på det gode liv og oplevelser

Fokus på det gode liv og oplevelser

Der er fokus på det gode liv. De gode historier, de gode råvarer, de gode oplevelser, det gode liv og så videre. På Djursland kan vi kombinere meget af alt det gode. Derfor er denne klumme atter et skriv om, at vi der bor på Djursland med rette kan være stolte og glade for netop vores plet.

I november 2015 fik samtlige danske naturvejledere mulighed for at søge om at komme med på en efteruddannelse om ”Vild mad”. En ide og et koncept startet af René Redzepi, måske bedst kendt fra Noma. I alt 50 naturvejledere kom med på efteruddannelsen, som foregik 2 gange 3 dage forår og efterår i 2016. Jeg var en af de heldige. Basalt set var efteruddannelsen en stor workshop hvor naturvejledere og kokke prøvede at kombinere naturoplevelser med gastronomi. Det kom der sjove, opfindsomme og spændende vilde retter og smagsoplevelser ud af. Sideløbende med opgraderingen af naturvejlederne udviklede projektmagerne  app’en ”Vild mad” som guider brugeren gennem naturens spisekammer. Vi, Kyst- og Fjordcentret er stolte over at være en del af det projekt, og vi har naturligvis især fokus på de dyr og planter som vi finder på det lave vand og ganske nær kysten. Vi har fundet ud af at tangchips er en delikatesse, og samtidig er det sjovt at samle og ikke mindst tilberede, især når det foregår på bål. Flødestuvet søsalat og rørhinde har en fylde så man tror, at stuvningen er tilsat bacon. Knækbrød, bagt af rugmel og nisseøl, går rigtig fint sammen med flødestuvet søsalat eller som underlag til brændenældepesto. Man kan både bruge friske brændenælder og tørrede brændenælder. Hvis man bruger tørrede brændenælde så får man den flotteste pesto, men smagen er den samme vildt gode smag. Husk at plukke med omtanke.

Hvis vi hopper lidt ud i vandet så er der masser af råvarer som lever samme sted som vi bader. Rejer, krabber og snegle. Kog dem eller steg dem, og kræs lidt om det med salt, peber, tomat, lidt hvidvin, fløde og hvad man nu ellers kan finde på. Friske fisk er bare vildt lækkert, og er let tilgængeligt på Djursland med flere gode fiskelokaliteter og/eller friske fiskehandlere. Man kan naturligvis også tage med os på det vi kalder for Fjordens Friske Fisk. En event som rummer hele 3 ting; en sejltur på fjorden efter garnene, en dissekering af fangsten og endelig en tilberedning. Selve sejlturen varer en lille times tid, dissekeringen varer ikke så længe når det er en af guiderne der fører kniven. Det varer lidt længere når vi overlader kniven til vores gæster. Og så skal vi ikke glemme tilberedelsen og nydelsen af den friske fisk. Fangsten tilberedes på planker, i rygeovn eller i en lille støbejernsgryde. På planken kan vi gøre fisken sprød, i røgovnen bliver fisken dampet samtidig med at den får røgsmag og i gryden kan vi stege fisken sammen med krydderurter, æblestykker etc. På den måde kan vi skabe vores helt egen version af et stjerneskud. Det hele kan faktisk pyntes af med rejer fra fjorden og flødestuvet søsalat/rørhinde.

Sommeren og de lyse nætter er her, og vi har masser af aktiviteter og naturoplevelser i Grenaa, Bønnerup, Fjellerup og på Fjordcentret ved Voer Færgested. Men det er jo ikke gjort med os. Hele Djursland vrimler med tilbud af gode spændende oplevelser, shopping i byerne, store og små attraktioner og ikke mindst naturen. Er du til strandtur så skal du gøre op med dig selv, om du vil være en del af fluepapiret eller om du hellere vil være for dig selv – begge muligheder er faktisk tilstede.

Jeg ønsker alle en rigtig god sommer – og så er det jo atter helt oplagt at skrive: Det er ikke vejret det er galt med. Det handler om påklædning og planlægning. Kig op på skyerne og tag på tur alligevel. Vejrudsigterne er som regel dårligere end det reelle vejr.